Superstarter

Vores nye koncept

Når du starter på Billums Privatskole i 0. klasse, starter du ikke bare i skole eller i 0. klasse. Du starter op i 0. klasse som SUPERSTARTER.

Superstarterne er vores helt nye 0. klasse koncept, der med stor succes, startede op i august 2021 (Førskole fra 1. maj 2021). Her bliver du en del af en klasse med en klassekvotient på højst 18 elever. Senere i skoleforløbet vil klassekvotienten, som på resten af skolen, stille og roligt øges til 22 elever.

Et stærkt sammenhold

Det skal være rart at gå i skole! Vi gør på skolen rigtig meget for at alle elever kender hinanden. Vi har dage og uger på tværs af klasserne, fælles morgensang, fælles skitur hver 4. år og dyrker generelt sammenholdet meget sammen på tværs af alle klasser. Dette bidrager til den trygge ånd og nærværet, man tydeligt mærker på Billums i dagligdagen.

Ud-og-se-og-mærk-verden-dag

En fast dag om ugen er skemalagt til ”Ud og se og mærk verden dag” med Superstarterne. Børnene skal ud at opleve verden, opleve naturen, studere lokalområdet, besøge virksomheder, tage på museer og arbejde videre med alle disse ting og emner på skolen.

Bevægelse

Bevægelse, leg og læring hænger sammen, så undervisningen i 0. klasse vil blive kombineret med en masse kreativitet, musik, idræt og drama. I dansk husker man f.eks. en fortælling bedre, hvis man har været med i den, fremfor hvis man kun har lyttet til historien. Børnene får historier og bogstaver leget ind i deres kroppe, og i matematik vil der blive hoppet tal og sunget tabelsange, taget tid på hvor hurtigt man kan løbe, målt hvor langt man kan springe etc. Eleverne er altså et aktivt element i undervisningen på Billums.

SFO

Vi har en hyggelig SFO, som er en integreret del af skolen med tæt samarbejde mellem lærere og pædagoger. Vores SFO ligger på skolens område. 

Målet med vores SFO er at skabe en rar eftermiddag for børnene med nærværende voksne, fællesskab på tværs og et bredt udvalg af aktiviteter. Derfor prioriterer vi en god normering, så der altid er hænder og tid nok. De voksne fra SFO´en er også med i dele af børnenes skolehverdag i et tæt samarbejde med indskolingslærerne. 

I SFO´en tilbyder vi forskellige værksteder, fx bagning, kreative projekter, dans, boldspil osv. Herudover har vi fire madaftener om året, hvor børnene er med til handle og lave aftensmad, og så spiser vi sammen.  

Særligt for de ældste børn i SFO´en har vi fire ture om året, hvor vi fx tager ud og bowler, på museer eller til juleudstilling i Tivoli.

De ældste er også på skift med i køkkenet en gang om ugen, hvor de laver eftermiddagsmad til hele SFO´en.  

I løbet af året har vi sammen med indskolingslærerne forsk. traditioner, fx sommerfest i juni med picnic, afslutning for 3. klasserne i april og julefest i december med juleværksteder og besøg af julemanden. 

Om eftermiddagen serveres et sundt måltid mad, og hver fredag hygger vi omkring bål.  

Vores SFO er selvfølgelig mobilfri som resten af skoledagen. 

Vi har indrettet vores lokaler således, at børnene også altid har mulighed for at sidde stille i en lænestol med en bog, tegne eller fordybe sig i leg.

I skolegården har vi en boldbane og en legeplads med gynger, rutsjebane mm. 

SFO´en er åben for 0.-3. klasse mandag til torsdag frem til kl. 17.00 samt fredag til kl. 16.15. Herudover har vi også morgenåbning kl. 07.00-08.00.  

Klubben har årligt nogle få lukkedage, som fremgår af skoleårets feriekalender, og i ferier er der åbent fra 8.00 – 16.15.

Årlig lejrskole

Hvert år tager alle klasserne afsted på lejrskole i et par dage. Det gør Superstarterne selvfølgelig også. Superstarterne tager afsted sammen med deres egne kendte lærere, som de er trygge ved, og vi tager heller ikke langt væk hjemmefra, så børnene nemt kan hentes hjem til nattesøvnen og komme tilbage dagen efter, hvis det er.

Venskaber med vores store elever

Hver elev får ved skolestart tildelt to-tre større elever på skolen, som de lærer godt at kende, så de udover de voksne, altid har elever de kan søge hjælp og støtte hos. Dette skaber tryghed hos Superstarterne, og de store elever lærer samtidig en masse ved at få ansvaret for de mindre elever.

Engelsk på skemaet

Børn eksponeres i dag i en meget tidlig alder for engelsk. Dette understøtter vi på Billums ved at have engelsk på skemaet helt fra skolestart.

Morgensang

Hver eneste morgen mødes alle elever fra 0.-5. klasse og synger morgensang sammen. En dag om uge deltager 6.-9. klasse, hvor hele skolen dermed er samlet.

Madordning

I vores nye Superstarterklasse vil eleverne få mad på skolen hver dag. Frokost som de indimellem også selv skal være med til at lave og tilberede. Vi skal også dyrke vores egne grøntsager, på gårdbesøg, tale om hvor kommer maden fra, hvilke madvarer er gode for kroppen osv. Mad, kost og sundhed bliver dermed også et led i undervisningen.

Kontakt

Interesserede bedes kontakte skoleleder Lars Elmøe på 45 87 35 15 mailadresse le@billums.com for at høre nærmere eller for at aftale et møde. I er altid velkomne til en rundvisning på skolen. Ansøgning om indmeldelse findes her. Alle elever og forældre kommer til personlig samtale inden optagelse i vores Superstarterklasse.

Vi glæder os rigtig meget til at byde nye elever og forældre velkommen på Billums Privatskole.

Lars Elmøe, Skoleleder